Grækenland: Er det på tide at vise noget respekt?

Der er nu endelig ved at komme opmærksomhed på flygtningesituationen i Grækenland og Lesbos herhjemme. Det har taget tid, men Politiken banede vejen i søndag med deres PS-tillæg, og nu følger de fleste andre medier trop. Dog drukner flere ting i nyhedsstrømmen, for hvor er fortællingerne om grækerne, der hjælper? Hvor er billederne af lokale initiativer? Måske er de bare ikke interessante for den danske læser eller passer ind i diskursen herhjemme.

Lige meget hvad grunden måtte være, så kommer man ikke udenom, at det hovedsageligt er grækerne, der hjælper flygtningene lige nu. For nok er UNHCR til stede på Lesbos med fire medarbejdere – og har for nyligt fløjet to yderligere ind (de kommer fra London og Athen og er PR-medarbejdere – ikke ansat til at hjælpe, men kommunikere om hjælpen). Der ud over er der Médecins du Monde, hvis to læger og sygeplejersker kæmper en brav, men umulig kamp i flygtningelejren Moria. Men det var også det, da jeg besøgte øen i sidste uge.

 

Et smil og et hvil
Det, de ti personer udefra kan tilbyde, er en dråbe i havet i forhold til, hvad grækerne og expats på Lesbos kan og allerede gør. For det er de lokale netværk og grupper, der lige nu sørger for, at flygtningene får tørt tøj, et smil og et hvil, når de efter den farefulde sejllads fra Tyrkiet kommer i land. Det er også dem, der fx smører sandwich hele morgenen, så flygtningene trods alt får lidt mad, inden de skal vandre 60 km i bagende sol ind til hovedbyen Mytilini.

Langs vejene på Lesbos så jeg gamle mænd og kvinder række vand ud mod de familier med små børn, mænd og teenagere, der tilbagelagde turen ind til Mytilini. Jeg så lokale dele ud af den frugt og de grøntsager, de havde, og øboer åbne deres hjem. På trods af risikoen for at blive dømt for menneskesmugling tog nogle lokale også flygtninge – børn, mødre, ældre og handicappede imellem hinanden – med op og køre. Flere har fået deres biler konfiskeret på grund af deres handlinger, men det sker endnu.

 

Skyllet væk af nyhedsstrømmen
Billederne og fortællingerne om den medmenneskelighed og barmhjertighed fylder foruroligende lidt i det danske mediebillede. Og det på trods af, at vi alle ved, at grækerne selv har meget lidt at give af i øjeblikket. I stedet hører vi om dansk hjælp. Enten i form af danske turister, der tager ekstra tøj med i kufferten for at donere det til expats og lokale på Lesbos, eller om fx. charterselskaber, der prøver at gøre en forskel. Og mens det er vigtigt – for det er det – så er det også vigtigt for danskerne at vide, at de og andre turister langt fra er de eneste, der gør noget.

Desværre synes den lokale hjælp at være den, der først forsvinder i nyhedsstrømmen. Enten fordi den bliver skåret væk, når journalister – som jeg selv – skal klemme deres historier ind på den angivne spalteplads, eller fordi redaktørerne ikke mener, at danskerne vil læse om den. Lige meget grunden, giver manglen på nyheder om den side af den græske flygtningekrise et misvisende billede af situationen – der hvor den udspiller sig. For uden grækernes hjælp nu, i de år forud for mediernes bevågenhed og efter vi holder op med at læse om flygtninge på Lesbos, ville flygtningekrisen være en humanitær katastrofe.

Et fastfrossent billede
Måske skal nogle af grundene til den manglende omtale af lokale græske initiativer og tiltag findes i, at de danske – som udenlandske – medier længe har tegnet et bestemt billede af Grækenland. Diskursen følger i høj grad en fast form, hvor EU giver, mens Grækenland tager, men efter min tur til Lesbos i sidste uge, krakkelerede det billede helt.

Lige nu står Grækenland nemlig stort set alene med en humanitær krise. I årets første seks måneder er 77.000 flygtninge fra hovedsageligt Syrien kommet til landet (heraf 32.000 til Lesbos alene), men frem for at hjælpe grækerne og flygtningene, kæmper EU-landene indbyrdes om, hvor lidt man kan slippe afsted med at tage. På trods af, at Grækenland siden juni har været det europæiske land, der har modtaget flest flygtninge og kæmper med enorme økonomiske problemer, diskuterer EU stadig lån, reformer og tillid – ikke hvordan man sammen kan hjælpe grækerne med at klare den enorme humanitære opgave. Nok har Frontex – EU’s grænseagentur – én gummibåd og fem mand liggende i havnen på Mytilini, men den græske kystvagt er til stede på hele Lesbos med 100 ansatte og flere skibe for at sikre, at de mange flygtninge, der kommer over i overfyldte både ikke kæntrer på åbent hav.

En ting er, hvad EU vil være bekendt i en krise som denne, men noget andet er, at vi ikke hører noget om den manglende europæiske hjælp eller får mere information om grækernes private håndsrækning til flygtningene her i landet. Det forvrænger et i forvejen stereotypt mediebillede, og fastholder mange danskere og europæere i deres forestilling af Grækenland som tager og EU som giver. Derfor dette indlæg, for det er vigtigt for mig, efter at have set det enorme arbejde, de lokale på Lesbos har gjort og fortsat gør, at vi også kender til den virkelighed her. At vi tør give grækerne den respekt for det arbejde – specielt i en økonomisk usikker tid for dem – de har krav på og ikke bare udråber os selv til helte for de ting, vi selv gør – vigtige, som de er.

Advertisements

One Comment Add yours

  1. Tak for et mere nuanceret billede af situationen – jeg blev i hvert fald lidt klogere (også i dag) 😉

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s